Noagård og Sophie og Jan Christensen
Vi mødte hinanden i 1994, kort før Jan blev færdigudlært berider. Efter Jans eksamen tog vi sammen til Tyskland, nærmere bestemt Detlef Sauls salgsstald i Bremerhaven, for at få lidt mere erfaring og lærdom. Et år senere, efter mange spændene oplevelser og utroligt mange starter i alt fra 3-års klasser til S-dressur, gik turen til Sjælland. Her var i 1993 blevet bygget et dejligt ridecenter, og man søgte en berider, der kunne holde stedet fyldt op.
I år 2000 blev vi tilbudt at overtage stedet, hvilket vi aldrig har fortrudt at vi gjorde.
År 2000 var samtidig året, hvor vi fik vores første barn Marcus, og i 2002 kom Isabella til.
Vi har i alle årene der efterhånden er gået forsøgt at drive Noagård som både en træningsstald, og et sted hvor folk kan have deres hest opstaldet under ordentlige forhold, og komme og få seriøs og engageret undervisning. Samtidig køber, uddanner og sælger vi også selv en hest af og til, og har således gennem tiden eksporteret heste til Sverige, Norge, USA, Tyskland, Spanien, Thailand, Scweiz m.fl.
Da vi gerne vil have tid til også at være forældre for vores børn mens de stadig bor hjemme, er vores egen konkurrencedeltagelse af og til blevet nedprioriteret de seneste år. Noget er det dog blevet til.
Vi er begge placeret i grand prix på heste vi har uddannet hele vejen. Jan på Lomumba og Fiona Kildebo, og Sophie på Alfa.
Vi har begge deltaget ved VM for unge heste. Sophie på Alfa og Swingking, og Jan på Roanna.
Derudover mange sejre og placeringer ved forskelige stævner, DSA-finaler, egnethedstester osv.
I vores daglige arbejde med heste og mennesker her på stedet, forsøger vi at give alle en reel og ærlig behandling.
Det er nemlig sådan vi helst selv vil have det.
Jan Christensen
Jan er født i 1971 og har haft med heste at gøre fra han var barn.
Sine første ridetimer modtog Jan hos berider Karsten Petersen (nu Blue Hors) i Djurslands Rideklub.
Som 16 årig gik Jan i beriderlære hos Bjarne Nielsen, som dengang var berider i Ikast rideklub.
Tiden hos Bjarne var god og lærerig, og sportsligt sluttede den fantastisk af, da Jan lige før sin trænereksamen blev dansk og nordisk mester for young riders i dressur på hesten Arkibal.
Herefter gik turen til Hasse Hoffmann på Søholt. Også dette var et fantastisk lærested, hvor Jan ikke bare havde gavn af Hasses instruktion, men også dagligt fik hjælp af legendariske Børge Rasmussen, og i spring Søren Knudsen, som var tilknyttet Hasses springstald.
Stævnedeltagelsen gav i denne periode sejre i grandprix dressur og placeringer i MA og S springning.
Beridereksamen blev bestået i 1995 med årets højeste resultat bl.a. maks. karakter i undervisningslære.
Sophie Christensen
Sophie er født i 1971 og vokset op i nærheden af Stockholm i Sverige.
Hun har haft med heste at gøre siden hun var helt lille. Som barn har hun redet og deltaget i konkurrence med mange forskellige ponyer og heste.
Blandt hendes bedste resultater som ung er et individuelt svensk mesterskab, samt deltagelse ved nordisk mesterskab i dressur for juniorer.
Sophie har modtaget hjælp fra flere dygtige trænere, bl.a. internationalt kendte Louise Nathorst.
Efter endt studentereksamen besluttede Sophie sig for at arbejde med heste på fuldtid. Først med forskellige job i Sverige, og siden i Danmark hos Hasse Hoffmann på Søholt.