Træning/tilridning

Vi tager heste ind i træning på alle niveauer.

Heste der er i træning hos os kommer på fold dagligt – også i weekenden
Er der behov for det kan hesten også trænes i skridtmaskine eller løbebånd.

Hingst til forbesigtigelse:

Normalt kommer hesten ind et par måneder før forbesigtigelsen. Tiden bruges på at bygge dens muskulatur og kondition op så den fremstår bedst muligt på kåringsdagen.
Dette gøres ved longearbejde, mønstring og arbejde i skridtmaskine og løbebånd.
Enkelte ønsker at benytte opholdet til at gøre hingsten let ryttervant.

Tilridning:

Hos os får du tilredet din hest så den ikke bare bliver ryttervant, men også får den rigtige start på sin grunduddannelse, hvad enten du skal bruge den til dressur eller spring.
Vi har over 25 års erfaring med tilridning, hvilket betyder at vi ganske hurtigt kan “læse” en hest og se hvad den har behov for.
Normalt vil en ung hest være ridbar og nogenlunde styrbar efter en måneds træning. Nogle kræver lidt mere tid end andre, og det forsøger vi at respektere.
Har man selv haft sin hest “i hænder” inden den kommer til os, bliver tilridningsforløbet normalt lidt lettere for alle parter.
Hvis man selv ønsker at komme op at ride på sin unghest og få lidt instruktion mens den står hos os, kan dette lade sig gøre efter nogen tid, når vi synes at hesten er klar.

Hoppekåring:

Vi har stor erfaring i fremstilling og klargøring af unge hopper til sadelkåring. I tidens løb er det blevet til over 150 kårede hopper, hvoraf mange også er blevet udtaget til eliteskue og har fået medalje.
Normalt tager vi hoppen ind ca. en måned først på året for at få den tilredet. Herefter kommer den hjem for at få lidt fri og måske blive ifolet, for siden at vende tilbage til os ca 1½ måned før kåringen.
I denne sidste periode op til kåringen forbedres hoppens ridelighed og form. Vi giver os også tid til at ride hoppen udendørs, både på bane og på stedets øvrige arealer, så den kan blive fortrolig med at møde nye og “farlige” ting inden den skal i byen.
Hvis man ikke ønsker at have sin hoppe i træning over to omgange, men hellere vil have den trænet i et uafbrudt forløb er dette naturligvis også muligt.
Normalt skal skal den så ind 2 – 2½ måned før kåring.

Hest i normal træning:

Det er naturligvis også muligt at få en allerede tilredet hest i træning hos os.
Det kan f.eks. være:

Hesten som ønskes uddannet og startet i championater og andre konkurrencer.
Hesten som ønskes solgt. Her vil vi ud over ridning også hjælpe med at finde en køber til hesten.
Hesten som bare skal have et skub i den rigtige retning rent uddannelsesmæssigt. Ofte vil dette være sammen med ejer, som så kan modtage undervisning en eller flere gange om ugen.

Prisen for en måneds træning/tiridning + opstaldning er 12000,- inkl. moms.

Hvis vi skal ride hesten til kåring eller anden konkurrence koster det 1500,- inkl. moms på dagen.